Personvognsmekaniker

En uddannelse til dig der elsker biler
Drømmer du om en fremtid som personvognsmekaniker – om at nørde, fixe og forbedre biler? – Så er uddannelsen som personvognsmekaniker hos Viden Djurs det helt rigtige for dig.

Arbejdet med biler
Mekanikerfaget har ændret sig en del i løbet af de sidste 10 år. Håndværksdelen er stadig central, men i dag foregår rigtig meget ved hjælp af computerstyrede maskiner. Det betyder at du som personvognmekaniker, både skal være indstillet på at få olie på hænderne, samtidig med at du betjener computersystemer. Alt det og meget mere lærer du på Viden Djurs’ personvognsuddannelse. Hos os er din fremtid i sikre hænder.

Det lærer du på uddannelsen
Som personvognsmekaniker skal du reparere skader og lave serviceeftersyn på biler som vejer under 3.500 kg. Det kræver et stort grundlæggende kendskab til biler, hvilket du selvfølgelig får på uddannelsen til personvognsmekaniker. Du opnår viden om forskellige bilmodeller, deres motorer, bremser, styretøj, koblinger og forskellige former for automatik og elektronik. Når du har det rette faglige fundament, lærer du at finde fejl og vedligeholde bilernes forskellige dele. Det er et grundigt og omhyggeligt arbejde, som kræver erfaring og fagspecifik viden.

Udover den grundlæggende viden om biler, undervises du også i betjening af elektriske systemer, så du kender til de forskellige typer af motorer, bremser, klimaanlæg osv. Du undervises også i alt det sikkerhedsmæssige udstyr.

Studiemiljøet
Studiemiljøet på mekanik uddannelserne er velfungerende og hyggeligt. Eleverne mødes ofte til åbent værksted om torsdagen, hvor de i fælleskab tester den tillærte viden på egne biler. Derudover arrangeres løbende hyggelige begivenheder som caféaftner og fester på tværs af uddannelserne, som knytter eleverne endnu tættere sammen.

I uge 46 afholdes derudover “Innovationsuge”, hvor eleverne samarbejder på tværs, for sammen at finde på nye løsninger og ideer indenfor alverdens områder. En inspirerende og sjov uge, som sætter gang i drømmene.

Uddannelsen – trin for trin
Viden Djurs dækker grundforløbet af uddannelse til personvognsmekaniker. Det tager 20 uger, hvorefter praktikken tager over i en længere periode.

Når grundforløbet er gennemført, kan du færdiggøre din uddannelse med et hovedforløb på en teknisk skole, som udbyder én af nedenstående uddannelser. Hovedforløbet veksler, ligesom grundforløbet, imellem praktik i virksomheden og undervisning på skolen.

Personvognsmontør
Her lærer du at tilrettelægge og gennemføre arbejdet i forbindelse med eftersyn og simpel fejlfinding på benzin- og dieselmotorer, samt at reparere og udskifte nedslidte og defekte dele. Uddannelsen til personvognsmontør tager 2 år.

Personvognsmekaniker
På denne uddannelse lærer du at tilrettelægge og gennemføre al arbejde i forbindelse med eftersyn og simpel fejlfinding på benzin- og dieselmotorer, at reparere og udskifte nedslidte og defekte dele samt lave fejlfinding og reparation af elektriske og digitale systemer i køretøjer. Uddannelsen til personvognsmekaniker tager 4 år.

Praktikpladsen
For at færdiggøre din uddannelse, skal du have en uddannelsesaftale med en virksomhed. Du er selv ansvarlig for at finde din praktikplads, men Uddannelses- og Erhvervsvejleder Tine Haugaard vejleder dig gerne. Start gerne med at kigge i databasen www.praktikpladsen.dk.

Fremtiden
Så længe vi har biler, vil der være brug for dygtige personvognsmekanikere. Du kan både arbejde i større og mindre virksomheder eller åbne dit eget værksted. Der er ligeledes gode muligheder for at arbejde på tværs af geografiske grænser. Uanset hvilken vej du vælger, åbner uddannelsen til personvognsmekaniker op for et væld af muligheder.

Praktisk Information
Der er opstart to gange årligt – i starten af august og januar. I nogle tilfælde vil der være mulighed for løbende optagelse. For mere information kontakt Uddannelses- og Erhvervsvejleder Trine Haugaard på telefon 21 53 53 71 eller via mail på trha@videndjurs.dk

Læs mere i Faktaark om Personvognsmekaniker

Se også...

Find dine svar her på hjemmesiden eller spørg vores studievejledere der altid sidder klar til at vejlede dig i den rigtige retning.

Undervisningsplan

Læs mere om læringsaktiviteter, læringselementer, bedømmelseskriterier, eksamensreglement mv. for uddannelsen i Elevplanen som du finder lige her