Grundforløb 1 (GF1)

Hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse eller har afsluttet for nylig (mindre end et år siden) kan du starte på grundforløb 1.

På VID Medie kan du på grundforløb 1 vælge mellem to nedenstående fagretninger:

Fagretning: Computer-Grafik-3D

På denne fagretning får du en bred indføring i 3D grafik og animation fra dedikerede undervisere. Vi arbejder bl.a. med programmerne 3DSMax og Adobe pakken og det tekniske og det kreative smelter sammen, når du på computeren skaber en figur eller effekt i 3D.

Eksempler på projekter:

Film: Du skal lave storyboard, effekter samt salgsplakat til din film.

Game/VFX: Vi modellerer biler, robotter og andre karakterer i 3D til det spil eller den visuelle grafik, du har idéen til.

Fotografiet: Slå dig løs med kameraet og manipuler dine fotos på computeren

Kundeopgaver: Du skal lave en 3D opgave for en virkelig kunde med deadlines og kravspecifikationer.

De fleste elever der vælger denne fagretning er en del af 3D College, hvor du bor og spiser på skolen

Efter du har afsluttet denne fagretning kan du fortsætte på uddannelsen Digital media.

(læs mere om 3D College på www.3dcollegedenmark.dk

Fagretning: Computer-It-Webdesign

På denne fagretning arbejder vi med grundlæggende webdesign og grafik. Vi undersøger,  hvordan hjemmesider er bygget op, vi leger med blogtemaer fra WordPress, og vi udforsker planlægning af hjemmesider og projekter.

Eksempler på projekter:

Kick-Starter: I et fælles projekt med webdesign, grafik og video præsenterer du et nyt produkt.

Spil-projektet: Du præsenterer idéen til et computerspil og markedsfører det via et præsentationsprogram og på web.

Hjemmesider: Vi laver webdesign i WordPress og senere koder vi det helt selv.

LAN-party: Vi kobler computerne i netværk og afvikler et LAN-party.

Efter du har afsluttet denne GF1 fagretning kan du fortsætte på uddannelsen til Web-Integrator.

Optagelse

For at starte på GF1 skal du opfylde nedenstående adgangskrav:

  • Have afsluttet 9. eller 10. klasse eller have modtaget tilsvarende undervisning
  • Have mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangsprøven i 9. eller 10. klasse eller ved en tilsvarende prøve være vurderet uddannelsesparat til erhvervsuddannelse.

Undervisningen på fagretningerne Computer, Grafik, 3D og Computer, IT, Webdesign foregår på VID Medie, Ydesvej 4 i Grenaa. Der er optag hvert år i august.