Læreplads og legat til Jeppe

Snart 17-årige Jeppe Louis Jensen har netop færdiggjort grundforløb 2 på smedeuddannelsen på Viden Djurs og ved afslutningen modtog han bl.a. på baggrund af sin altid positive, hjælpsomme og imødekommende væremåde, legat fra LO-Djursland.

I indstillingen, der er givet af faglærerne på Viden Djurs,  er der også lagt vægt på, at Jeppe på grundforløbet har formået af læse op på hele fire, for smedeuddannelsen, obligatoriske grundfag sideløbende med værkstedsfagene, hvilket er noget af en præstation for en skoletræt ung mand. ”Jeg var ikke glad for folkeskolen og tre måneder inden afslutningen, fik jeg lavet en aftale om, at jeg hver mandag arbejdede hos JKJ Stålteknik, hvor min far også er ansat – og resten af ugen gik jeg i skole,” fortæller Jeppe. ”Jeg havde tidligere, flere gange inden da, været med min far på arbejde og syntes, det var et fedt job – det føles bare godt at arbejde med metal.”

Efter folkeskolen faldt det da også naturligt, at Jeppe skulle starte i smedelære hos JKJ, og med en uddannelsesaftale i hånden, kunne han i august 2020 starte direkte på grundforløb 2.

”Jeg har været glad for at gå på grundforløbet, hvor jeg har lært mange nye mennesker at kende. Vi havde et godt sammenhold og lærerne var super gode og de hjalp altid, hvis der var brug for det – også selvom det ikke lige nødvendigvis, var ens egen lærer”, fortæller Jeppe, og fortsætter ”At jeg også skulle modtage et legat, havde jeg slet ikke set komme, men jeg blev selvfølgelig rigtig glad.”

Arbejdet er aldrig kedeligt
Jeppe skulle egentlig lige nu være med ude på en opgave i Frederikshavn, men den er udskudt og han arbejder i stedet for hjemme på værkstedet. ”Arbejdet er aldrig kedeligt og man står sjældent med de samme opgaver i lang tid. Jeg er i gang med at bukke rør til et firma i Højbjerg og der skal bukkes 96 stk. Det er mange, men så bliver jeg typisk sat på andre opgaver ind imellem, så der er noget afveksling,” siger Jeppe med et smil.

”Det er virkelig flot, hvad Jeppe har præsteret og allerede nu kan han tage del i mange opgaver, hvilket er usædvanligt så tidligt i uddannelsen. Han møder hver dag med godt humør og den rette indstilling, og det betyder alt,” fortæller direktør i JKJ Stålteknik, Jan Nielsen.

Jan fortsætter: ”Vi har svært ved at få al den arbejdskraft, vi har brug for, så vi skal selv sørge for at få udlært nogen dygtige smede. Til det får vi god hjælp fra Viden Djurs, der er opsøgende og kontakter os, hvis de mener, der er elever, der kunne passe godt ind i netop vores virksomhed – og det er dygtige elever, de kommer med. Når de efterfølgende er på skoleforløb, bliver vi jævnligt kontaktet af faglærerne med opfølgning på hvordan vores lærlinge trives – både fagligt og socialt, og det er en fornøjelse at se, hvordan en ung mand som fx Jeppe vokser med opgaven, fordi han trives både på skolen og hos os i virksomheden.”

Årets lærerplads
JKJ Stålteknik har typisk fire lærlinge i gang og har tidligere været kåret som ”Årets lærerplads”. ”Vi er stolte af den titel, og den vil vi gerne blive ved med at kunne leve op til,” siger Jan Nielsen.

Jeppe og fremtiden
Om 3½ år er Jeppe efter planen udlært smed, men inden da vil han gøre sit jagttegn færdig og når Corona-tiden forhåbentlig snart er overstået, vil han i gang med at tage kørekort, så scooteren kan blive skiftet ud med en bil, når han fylder 18 år J

 

Fakta om grundforløb 2:

Har man en uddannelsesaftale med en virksomhed, kan man, uanset alder, starte direkte på Grundforløb 2 (2. del af erhvervsuddannelsernes grundforløb). GF2 varer typisk et halvt skoleår (20 uger) og foregår på en erhvervsskole. Har man ingen uddannelsesaftale og kommer direkte fra folkeskolen, skal man som hovedregel starte på Grundforløb 1 og derfra fortsætte på GF2.