GameArt

VI ELSKER SPIL
Drømmer du om at udvikle dine egne digitale historier? Om at tegne og designe dagen lang, samtidig med at du får en højere teknisk studentereksamen i hus? Så er GameArt på VID Gymnasier, HTX svaret. Her får du mulighed for at arbejde med det du elsker, samtidig med at der lægges et fagligt fundament, som sikrer dig bredt uddannelsesmæssigt. Lær at leve af det du brænder for – Det gør vi!

Slip kreativiteten løs
På GameArt elsker vi alt indenfor spiludvikling. Her kan du slippe kreativiteten løs fra start til slut, og arbejde koncentreret med grafisk storytelling. Vi starter med at tegne og forme fiktionen bag spillet. En analog indgangsvinkel, som herefter omdannes til konkrete digitale løsninger. Fra papir til digital tegning til 3D modellering. Et kreativt, procesorienteret håndværk, som kræver et visionært mind-set, træning og tålmodighed. En hands-on tilgang til læring, som giver dig masser af praktisk og teoretisk knowhow, uanset om du drømmer om en karriere som artdirector indenfor spiludvikling, eller blot ønsker en god adgangsbilet til alverdens videregående uddannelser.

En højere teknisk studentereksamen
På HTX er undervisningsformen virkelighedsnær og erhvervsorienteret, uden at det påvirker det høje, faglige niveau, snarere tværtimod, for samarbejdet med erhvervslivet forpligter. Du får dermed en højere teknisk studentereksamen, som giver adgang til et væld af videregående uddannelser, ligesom andre gymnasiale ungdomsuddannelser.

Som elev på HTX lærer du imidlertid at samarbejde og bruge din viden på en sådan måde, at det kommer samfundet, og ikke kun dig selv til gode. Du undervises i samtidsrelevante problemstillinger, og lærer at begå dig fagligt og professionelt i den virkelige verden.

Fremtidens mange muligheder
Med en GameArt studentereksamen er fremtiden fuld af muligheder. Du kan både vælge at arbejde videre med spiludvikling, og uddanne dig videre til artdirector, producer, spil-designer eller spilforfatter. Det er også oplagt at satse på markedsføringsbranchen, særligt visuel markedsføring. Foretrækker du imidlertid at fortsætte videre til helt andre brancher, er der også rigtig gode muligheder for det.

”Jeg tror ikke noget andet gymnasie ville kunne forberede mig på både at arbejde i et andet land og fremme mine færdigheder inden for spil produktion lige så godt som Game College.” Philip Hjort, tidligere elev – I dag Character Artist hos bla. Streamline Studios i Malaysia.”

Livet på campus
Når du er elev på GameArt, har du mulighed for at blive del af et unikt campus-miljø i Grenaa. Et valg som giver dig et selvstændigt ungdoms liv væk fra forældrene. Du skal dog selv stå for at strukturere din lektielæsning, gøre rent, vaske tøj m.m. På Campus Djursland har vi mange efterskoleelever, der allerede ved hvad selvstændighed indebærer. Det gør tilvænningen lettere, men er du klar til flytte hjemmefra, kan alt det nye selvfølgelig tillæres.

Det koster 4800 kr. om måneden at bo på Campus Djursland. Det kan lyde af meget, men inkludere både kost (tre måltider om dagen) og logi. Studierejser, foredrag, kurser og ekstra arrangementer er ligeledes inkluderet i prisen. Foretrækker du imidlertid at bo hjemme ved dine forældre, eller udenfor campus, koster uddannelsen kun 1000 kr. om måneden.

”Jeg valgte at gå på Game College, fordi jeg var interesseret i spilindustrien og spiludvikling. Jeg havde erfaring med at programmere inden jeg kom, og jeg ville ikke vente til uni med at have programmeringsundervisning. Game College var rigtig fedt fordi man boede på campus og miljøet var rigtig fedt. De 3 år på Game College gav mig god erfaring med at arbejde i projektarbejde i forhold til spil og på at tænke analytisk i forhold til spildesign. Game College gav mig muligheden for et studiejob ved en spilvirksomhed som førte til et fuldtidsjob direkte ud af gymnasiet”, Sebastian H. Hyberts, tidligere elev – I dag Software studerende ved AAU, tidligere ansat hos Kiloo.

Der hvor teknologi og kreativitet mødes
På GameArt får du kommunikation og IT på A-niveau og design på B-niveau. Et fagligt fundament som giver dig de bedste forudsætninger, hvis du gerne vil være en god spiludvikler. Du får dog også brede kompetencer hvad angår grafik, design og programmering, hvilket kan bruges indenfor et væld af andre fag. Der stilles skarpt på kreativitet og innovation, men også på teknisk snilde.

Ud over hovedfagene, undervises du også i klassiske gymnasiale fag som dansk, engelsk, kemi, fysik, matematik, teknik, biologi og teknologi, og herudover kan du også til vælge en række spændende valgfag. Den faglige bredde sikrer dig, hvis du ønsker at skifte retning og læse noget helt tredje fremadrettet.

Udlandsophold & studieture
På GameArt synes vi det er enormt vigtigt, at vores elever får kendskab til spiludvikling både nationalt og internationalt. Derfor tager vi på flere studieture og et udenlandsophold, for netop at vise eleverne, hvad fremtiden kan byde på. I 1.g tager vi på en tredages tur til København. Her møder vi flere aktører fra den danske spilbranche, så du som elev kan lære branchen bedre at kende. Det giver inspiration og vækker oftest stor begejstring blandt vores elever.

I 2 g. rejser vi en uge til Barcelona Spanien, hvor du og de andre studerende tager et skræddersyet studieforløb på ENTI – En computerspilgren på universitet i Barcelona.

I 3.g tager vi en måned til Seattle i USA – en af de førende byer, når det kommer til spiludvikling. I fire uger bor du hos en amerikansk familie og går på college. Fagene omhandler spiludvikling. Vi besøger i samme forbindelse flere af de helt store virksomheder indenfor spilbranchen fx Valve, Pop Cap og Big Fish. Her får du virkelig en oplevelse for livet.

Bliv inspireret på vores kurser
Som et ekstra led i den samlede pakke, som du betaler for, tilbydes du også tilpassede kurser og workshops efter skoletid. Indledningsvist er der meget fokus på at udvikle dine håndværksmæssige kompetencer. På en ugentlig obligatorisk workshop, lærer du derfor at lave grafik og/eller programmere. Derudover kan der være enkle weekender, hvor vi enten lader os inspirere af en spændende foredragsholder, laver en spilbaseret workshop eller afholder et event som fx et Game Jam eller et LAN Party. På andet og tredje år er kurserne frivillige.

Tilmeld dig Game College
Vil du være en del af Game College, kan du tilmelde dig direkte lige her

Vil du vide mere?

Find dine svar her på hjemmesiden eller spørg vores studievejledere der altid sidder klar til at vejlede dig i den rigtige retning.

Studieretninger

Vi tilbyder flere studieretninger. Herunder kan du læse mere om dem og finde den der passer til dig. Har du spørgsmål husk vores studievejledere altid sidder klar til at hjælpe dig.